Finland er AUBOs nye eksportskridt

AUBO har succes i Norge og er med lovende kontakter til nye kunder i Finland i fuld gang med at banke hul igennem til et nyt eksportmarked.

UDFORDRINGEN

Det går fremad for den 30 år gamle køkkenvirksomhed AUBO Production A/S i Aulum ved Herning. 60 medarbejdere udvikler og producerer køkkener til danske og norske kunder, og omsætningen stiger.

”Vi oplever vækst i omsætningen på både det danske og norske marked. Og vores mål er at komme ud på flere eksportmarkeder”, siger AUBOs adm. direktør Torben Andersen.

Men hvilket land, AUBO skulle satse på efter Norge, var ledelsen i tvivl om og henvendte sig til imidt, som Torben Andersen sætter stor pris på. imidt har i forvejen hjulpet med AUBOs eksportstrategi.

FORLØBET

AUBO fik med finansiering fra imidt tilknyttet en ekstern rådgiver til at bistå med at udarbejde en prioriteret liste over mulige og interessante eksportlande.

”Det var en fantastisk kompetent rådgiver med en fortid som eksportdirektør. Han havde kontakter på og indsigt i flere forskellige markeder og hjalp os med en grundig analyse af dem”, siger Torben Andersen.

På den baggrund har AUBO valgt at lade eksportpilen pege på Finland og 11 konkrete finske firmaer, som virksomheden gerne vil samarbejde med.

IMIDT-EFFEKTEN

”Vi har besøgt alle 11 potentielle samarbejdspartnere. På baggrund af besøgene og det solide kendskab til markedet, vi har fået via den eksterne rådgiver, har vi prioriteret fem finske samarbejdspartnere, som vi nu satser på”, siger Torben Andersen.

AUBO har ikke landet sin første ordre i Finland endnu. Torben Andersen føler sig overbevist om, at det snart sker, for AUBO har flere lovende kontakter i landet.

”Men den finske økonomi er hårdt ramt af Rusland-krisen, og derfor er meget på hold lige nu. Vi har forsøgt at gøre alting rigtigt i den her proces og bygget et skelet, der kan komme kød på, så snart tiderne bliver bedre”, siger han.

Torben Andersen ser frem til at kunne skrive kapitel 2 i AUBOs eksporthistorie og er glad for, at imidt har spillet en rolle i begge kapitler.

Om virksomheden

Navn: AUBO Production A/S

Antal ansatte:
60

Branche:
Produktion og design

Kommune:
Herning

Hjemmeside:
www.AUBO.dk

Casen kort

Udfordring: Hvilket land skal være AUBOs næste skridt ud på eksportmarkederne?

Løsning:
Medfinansiering til ekstern rådgiver, der har bistået med at vælge et nyt land og potentielle kunder på det marked.

imidt-effekt:
Flere lovende kontakter i Finland. AUBO forventer gennembrud med en eller flere finske kunder inden for nogle måneder.