Nye perspektiver og skarp kom-munikation fra Axellerators

Konsulentvirksomheden Axellerators er funderet på et indædt ønske om at gøre op med mere-af-det-samme-tankegangen. Med hjælp fra imidt har virksomheden fået en klar kommunikationsstrategi på plads.

UDFORDRING

”Vi accepterer ikke, at mere af det samme kan løse de udfordringer, en organisation står over for,” konstaterer Nicolai Jacques Sørensen, konsulent – eller Executive Axellerator, som hans titel lyder. Han er den ene af to partnere i det nystartede konsulentfirma Axellerators, som gør en dyd ud af altid at se tingene fra en anden vinkel end den, de bliver mødt med hos deres kunder. For flere perspektiver giver nye handlemuligheder.

Men lige så vel som Axellerators kender deres styrker, er de også bevidste om deres mindre stærke sider.

”Ingen af os har erfaring med kommunikationsstrategier og med de digitale medier, så vores reklamebureau pegede os i retning af imidt,” fortæller Nicolai Jacques Sørensen, der har en baggrund som cand. merc. i strategisk ledelse og organisation.

FORLØBET

imidt hjalp med at medfinansiere kommunikationsrådgivning, og Axellerators fik stillet skarpt på kundesegmenter, budskaber og metaforer, der kan beskrive, hvad det er, der adskiller Axellerators fra andre konsulentvirksomheder.

”Vi fik input, gik hjem, tænkte og arbejdede videre med vores materiale, mødte op igen, blev udfordret, skubbet, fik spændt ben, gik hjem og slikkede vores sår – og den sidste gang, vi mødte op, fik vi så ikke så mange tæsk som første gang,” siger Nicolai Jacques Sørensen om forløbet med kommunikationsbureauet.

Det har for ham betydet en afklaring af, hvad det vil sige at etablere en kommunikationsstrategi, og for Axellerators er det mundet ud i det rigtige strategiske afsæt.

”Det er svært at hæve sig op i helikopteren, når vi er sovset ind i drift. Gennem forløbet med kommunikationsbureauet er vi blevet sikret flyvehøjde på vores egen strategi, specielt med fokus på kommunikationsstrategien,” konstaterer Nicolai Jacques Sørensen.

IMIDT-EFFEKTEN

Med effektive metaforer og en præcis kommunikationsstrategi vurderer Nicolai Jacques Sørensen, at Axellerators nu har større chance for at komme igennem med deres budskab hos nye kunder, og de to partnere oplever allerede stor interesse for deres måde at arbejde på.

”Der bliver ofte kun drejet på indsatsskruen, når en virksomhed skal finde vej ud af krisen, og vi kan ikke få den organisatoriske maskine til at yde mere, hvis vi gør mere af det samme. Men med nye briller på situationen viser nye handlemuligheder sig, og vi vil være verdensmestre i at vælge de rigtige briller til den situation, vores kunder står i,” slår Nicolai Jacques Sørensen fast.

Om virksomheden

Virksomhed: Axellerators ApS

Antal ansatte: 2

Kommune:
Aarhus

Hjemmeside:
www.axellerators.com

Casen kort

Udfordring: Manglende kommunikations-strategi.

Løsning: Medfinansiering fra imidt til professionel kommunikations-rådgivning.

imidt-effekt: Axellerators er blevet skarpere til at kommunikere og servere deres budskab for potentielle kunder.