Bedre overblik skal øge BELKIs indtjening

BELKI er i gang med at analysere salget for at skaffe et systematisk overblik over ”guldprodukterne”. Det skal bruges som afsæt til at få omsætningen i vejret.

UDFORDRINGEN

Det har længe været et ønske for direktør Ivan Skjellerup at få indblik i, hvilke produkter hans virksomhed BELKI Teknik ApS tjener bedst på.

De 18 ansatte på virksomheden i Rødkærsbro producerer og leverer udstyr til filtrering og separering af væsker. Omkring 100 forskellige produkter skiber virksomheden af sted. 80 procent af dem går til eksport.

FORLØBET

Med halvdelen af lønudgiften betalt af imidt er en ekstern rådgiver koblet til virksomheden som sparringspartner.

”En rådgiver udefra kan bidrage med en ny vinkel på virksomheden, og det er en fordel”, mener Ivan Skjellerup.

Rådgiveren er en del af BELKIs advisory board og har bidraget med forslaget om at finkæmme salget og konsekvent lave efterkalkulationer på større projekter for at blive klogere på indtjeningen.

”Vi er gået i gang med et stort arbejde, der vil give os overblik over hvilke af virksomhedens mange produkter, der er den bedste forretning”, siger direktøren.

IMIDT-EFFEKTEN

Når finkæmningen af salget er afsluttet, vil virksomheden have et solidt indblik i, hvor indtjeningen er størst.

”Det, forventer jeg, bliver en bonus, for det er ikke let at træffe de rigtige beslutninger uden den viden. Nu får vi et godt grundlag for at træffe beslutninger fremover”, siger Ivan Skjellerup.

Han håber, at det vil få både omsætning og indtjening til at stige. Både på det danske marked og på eksportmarkederne i Europa og USA.

Om virksomheden

Navn: BELKI teknik ApS

Antal ansatte:
18

Branche:
Industri og produktion

Kommune:
Viborg

Hjemmeside:
www.belki.dk

Casen kort

Udfordring: Manglende overblik over hvilke produkter, der giver størst indtjening.

Løsning:
Medfinansiering til ekstern rådgiver, der er indtrådt i virksomhedens advisory board og har foreslået at analysere indtjeningen på produkttyper.

imidt-effekt:
Viden og dermed bedre basis for at træffe de rigtige beslutninger i forhold til virksomhedens udvikling og vækst.