Digital strategi giver Bino vokseværk

Et flot nyt website og en skarp strategi målrettet institutioner i udlandet sender omsætningen af Binos børnemøbler i vejret. Og kræver to nye medarbejdere i Randers.

UDFORDRINGEN

Børnehavebørn og skolebørn rundt om i verden - også i Australien - sidder på stole og ved borde fra Bino i Randers. Den godt 20-årige virksomhed har vokset sig stærk på eksportmarkedet ved at designe og producere børnemøbler, der lever op til nationale krav om sikkerhed og dokumentation.

Men Binos website har haltet bagefter udviklingen.

”Den var bare en lille webshop målrettet private. Den fortalte intet om, hvad vi kan, og hvor store vi faktisk er inden for børnemøbler til institutioner”, siger Anna Elholm, der ejer Bino sammen med sin mand. 

FORLØBET

Anna Elholm gik på jagt efter sparring om god, digital kommunikation over for institutioner, da en bekendt fortalte hende om imidt.

”Og hvor er jeg bare glad for det tip”, siger Anna Elholm.

imidt-konsulenten har hjulpet med at skabe overblik over udfordringer og brække behov for udvikling op i mindre bidder. For problemet var ikke alene hjemmesiden. Bino skulle skifte gear fra iværksættervirksomhed til vækstvirksomhed.

”Efter sparringen fra imidt kunne vi gå til vores webbureau og bygge et nyt website op, der viser præcis, hvem vi er, og som kobler til alle relevante sociale medier i forhold til vores kunder”, siger hun. 

IMIDT-EFFEKTEN

”Sparringen har været guld værd for os”, siger Anna Elholm.

I dag er Bino inde ved nogle af de største grossister til institutioner i England, Frankrig, Sverige og Tyskland og omsætningen er stigende. Om kort tid ansætter virksomheden to ekstra medarbejdere til at styre lageret i Randers.

”Vi har lært meget af forløbet, og vi har en ny, international, digital salgsplatform, som fuldstændig afspejler vores kompetencer og strategi. Vi er meget glade”, siger Anna Elholm. 

Om virksomheden

Navn: Bino

Antal ansatte: 3 i Randers (snart 5) samt 3 i Asien

Branche: Design og produktion af børnemøbler

Kommune: Randers

Hjemmeside:
www.bino.dk 

Casen kort

Udfordring: At tilpasse website og digital profil til virksomhedens fokus på det internationale institutionsmarked.

Løsning: Gennemgang af udfordringer og strategi og derefter opbygning af ny salgsplatform på nettet.

imidt-effekt: Stærk digital profil, stigende omsætning og behov for to nye medarbejdere i Randers.