Blunico forbedrer flow i produktionen

Tempoet er steget hos Blunico i Horsens, der har fået konsulenters hjælp til at organisere sin produktion smartere. Resultatet er mere effektive arbejdsgange – og en fornyet tankegang.

UDFORDRINGEN

Blunico, der bl.a. bukker, svejser, laserskærer og overfladebehandler metal, har længe ledt efter en måde at forbedre flowet i sin produktionen. Store forskelle i ordretyper og volumen har spændt ben for effektiviteten.

”Vi har snuset lidt til LEAN, men det er ikke svaret på vores behov, da vi ikke har serieproduktion. Tværtimod har vi ofte brug for at differentiere vores arbejdsgange”, fortæller projektleder Anette Thuesen.

Efter lidt research har Blunico fundet et konsulentfirma med speciale i QRM – Quick Response Manufactoring. QRM er affødt af LEAN-tankegangen, men tilpasset ordreproducerende virksomheder.

”Det er lige det, vi har brug for”, siger hun.

FORLØBET

Med en delvis medfinansiering fra imidt har Blunico hyret QRM-konsulenterne til en grundig gennemgang af sin produktion. De har tilbragt dage på gulvet og både været i dialog med medarbejdere og mellemledere og selv observeret arbejdsgange og rutiner.

”Det har været super sundt at få nye øjne på vores måde at organisere arbejdet. Konsulenterne har udfordret ’plejer’ og stillet ’dumme’ spørgsmål til vores måde at gøre tingene på”, siger Anette Thuesen.

Også ledelsen har fået præsenteret QRM af konsulenterne, så hele organisationen er fortrolig med måden at arbejde på. Og bakker den op.

IMIDT-EFFEKTEN

I dag kan Blunico langt hurtigere ekspedere ordrer. Flowet er præcis som ønsket blevet bedre.

For på konsulenternes opfordring, har Blunico samlet en lille task-force af medarbejdere med fokus på at styre de mindre ordretyper hurtigt igennem. Samtidig har maskiner byttet plads for at lette arbejdsgange, og store planlægningstavler er hængt op, så medarbejderne kan følge med i opgavestrømmen og selv deltage i arbejdsfordelingen.

”Ud over mange praktiske tiltag, har forløbet også ændret vores måde at tænke på. Vi er blevet bedre til at udfordre hinanden og spørge, om vi kan løse opgaver nemmere for os selv”, siger Anette Thuesen.

Om virksomheden

Navn: Blunico

Antal ansatte:
60

Branche:
Industri og produktion

Kommune:
Horsens

Casen kort

Udfordring: At differentiere arbejdsgange i produktionen, så både store og mindre ordretyper bliver håndteret effektivt.

Løsning:
Konsulenter med speciale i Quick Response Manufacturing gennemgår produktionen og finder mulige forbedringer i samarbejde med medarbejderne.

imidt-effekt:
Hurtigere produktionsflow og kortere leveringstid gennem praktiske ændringer og et styrket fokus i hverdagen på at finde smartere løsninger.