Gang i eksport af pålæg og pølser

Med et nyt it-system i ryggen, som lynhurtigt spytter skarpe priser ud, har Defco indtaget spanske kølediske. Kikkerten forventes at blive rettet mod andre europæiske markeder i nærmeste fremtid.

UDFORDRINGEN

Pålæg og pølser bliver produceret i en lind strøm på Defco i Aarhus og solgt i danske supermarkeder på 32. år. Men teknologien var ikke fuldt ud gearet til virksomhedens ønske om vækst på eksportmarkedet.

At udskifte en virksomheds it-system er en bekostelig og besværlig affære, men beslutningen om at kaste sig ud i det krævende projekt blev fremskyndet, fordi Defco kunne få sparring fra imidt.

”Der er et voldsomt prispres ikke mindst fra udlandet, hvor lønniveauet er helt anderledes. Derfor skal vi virkelig være dygtige til at finde den helt rigtige pris på produkterne og har brug for et toptrimmet it-system, ” siger Defcos regnskabschef Per Christensen.

FORLØBET

Via imidt kom Defco i kontakt med en rådgiver og et it-firma, som har analyseret virksomhedens behov til bunds og fundet den helt rigtige løsning: et it-system, der registrerer den præcise udgift, fra en råvare kommer ind på virksomheden, til det færdige produkt forlader fabrikken.

”Processen med at få det nye system op at køre fulgte planen til punkt og prikke. Og vi havde fornemmelsen af, at opgaven med at implementere det, var i gode hænder, ” fortæller Per Christensen.

IMIDT-EFFEKTEN

Virksomheden har nu bedre overblik over produktion og produktudvikling. Og de oplysninger, Defco får fra it-systemet, hjælper bl.a. til at beregne priserne.

”Vi slipper for tidskrævende manuelle beregninger, for det nye system spytter lynhurtigt en skarp pris ud. For eksempel på en pakke hamburgerryg. Det klæder os på til at gå ud på eksportmarkederne, ” påpeger Per Christensen.

Defco har kastet sig over sit første eksportmarked: Spanien. Og forventer en vækst på omkring 5 procent de kommende år.

”Et opdateret it-system er en stor gevinst, men også en stor udgift, som vi er glade for, vi har fået medfinansieret fra imidt. Nu er Defco bedre rustet til fremtidens udfordringer, ” slutter Per Christensen.

Om virksomheden

Navn: Defco

Branche:
Fødevarer og Landbrug

Antal ansatte:
150

Kommune:
Aarhus

Hjemmeside:
www.defco.dk

Casen kort

Udfordring: Et it-system, der bremser vækstambitioner og trænger til udskiftning.

Løsning:
Køb af rådgivning og konsulenthjælp med medfinansiering af imidt til at implementere nyt it-system. 

imidt-effekt:
Ny teknologi, som gøder jorden for at vinde markedsandele på europæiske eksportmarkeder og lynhurtigt beregner priser til et marked med benhård konkurrence.