Europas førende design-virksomhed er dansk med store vækst-ambitioner

Målet er klart: Designit vil være blandt verdens førende designvirksomheder. For at være tættere på de internationale kunder, har Designit udvidet med afdelinger i Kina, Israel og Brasilien.

UDFORDRINGEN

Designit er Europas førende designvirksomhed med en bred vifte af ydelser inden for strategisk-, produkt-, service-, branding og visuelt design. For at blive en af verdens førende designvirksomheder er det ikke nok at være dynamisk, kompetent og innovativ. Kunderne vil have mere – de ønsker at deres samarbejdspartnere også er lokalt forankrede på de globale vækstmarkeder.

Designit gør netop dette og har på rekordtid etableret sig på flere globale markeder. Senest i Kina, Israel og i Brasilien.

”Vi har mange multinationale kunder, som er tilfredse med vores samarbejde, men er på det seneste begyndt at presse på for, at vi skal være fysisk etableret med lokalt set-up på de enkelt vækstmarkeder,” fortæller Anders Geert-Jensen, som er én af de tre oprindelige stiftere og i dag er partner med ansvaret for Designit’s internationale aktiviteter.

”Derfor har vi på det seneste udvidet med afdelinger i Kina og Israel samt i Curitiba og Sao Paulo i Brasilien,” fortsætter Anders Geert-Jensen.

FORLØBET

Etableringen af kontoret i Sao Paulo har været forbundet med forskellige udfordringer, herunder en del bureaukrati med at opnå forskellige registreringer og tilladelser.

Aktiviteterne i Brasilien er foregået i tæt samarbejde med imidt, og det har resulteret i, at alt papirarbejdet nu er på plads, og at etableringen af et brasiliansk set-up nu er en realitet.

IMIDT-EFFEKTEN

Om samarbejdet med imidt udtaler Anders Geert-Jensen: “Vi har på rekordtid igangsat flere spændende projekter i Brasilien med yderst perspektivrige kunder, både multinationale virksomheder, men også store lokale brasilianske kunder. Dermed har vi allerede realiseret vores første delmål med at etablere os lokalt og opnå vigtige kundereferencer. Så vi er 'godt på vej' med at sikre Designit et solidt fodfæste på det brasilianske marked.”

Om virksomheden

Virksomhed: Designit
Ansatte: 100 ansatte i Danmark; world wide ca. 300 ansatte
Kommune: Aarhus
www.designit.com

Casen kort

Udfordringen: At etablere afdelinger i blandt andet Brasilien, Kina og Israel, som led i en strategi om at blive ikke bare Europas men verdens førende designvirksomhed.
Løsning: Samarbejde med imidt om at opnå de nødvendige registreringer og tilladelser.
imidt-effekten: Etableringen af kontorer uden for Europas grænser er nu en realitet.