Serie-iværksætter sætter kurs mod Spanien

Selvom Margit Skovbjerg er en erfaren iværksætter med succes senest med appen FARMlog Svin, er hun stor fan af imidt, som hun varmt anbefaler til andre iværksættere.

Kun få måneder efter appen FARMlog Svin er sendt på markedet, er den erfarne iværksætter Margit Skovbjerg i gang med næste vækst-skridt: en international lancering af appen. I første omgang rettet mod det spanske marked.

For Margit Skovbjerg er en ihærdig og ambitiøs iværksætter, der foreløbig har startet fire virksomheder. Først en minkfarm, derefter en app til minkavlere FARMlog Mink, og senest en app til svineproducenter FARMlog Svin. Indimellem har hun taget en MBA og sammen med en partner startet virksomheden FurLink, som sælger vægte til mink.

Det seneste skud på virksomheds-stammen FARMlog Svin startede hun 1. januar 2016 sammen med Borean Innovation, og der er nu 11 medarbejdere på lønningslisten. Kun tre måneder efter lanceringen af appen er salgstallene flotte. Knap 200 svineproducenter benytter den foreløbig til at holde styr på medicinforbrug og behandlinger.

”I september sagde jeg, at jeg ville blive totalt lykkelig, hvis vi havde solgt 30 apps inden jul, så det er helt fantastisk. Vi har ramt lige ned i et behov hos svineproducenterne og udviklet præcis den app, de har ønsket”, siger Margit Skovbjerg, der brænder for udvikling frem for drift.

Appen er da også udviklet i tæt samarbejde med svineproducenter. For at få input til den nye app, trak Margit Skovbjerg gummistøvlerne på og gik i hælene på svineproducenter på forskellige bedrifter. Efter tre besøgsrunder sad appen lige i skabet.

Den blev sendt på markedet i september 2016, og FARMlog Svin er allerede klar til at gå internationalt. Første marked udenfor Danmark bliver det spanske. Virksomheden har fået medfinansiering fra imidt til en markedsundersøgelse i Spanien.

”Det er en bekostelig affære at få lavet en markedsundersøgelse, så jeg er meget glad for, at jeg kan dele udgifterne med imidt. Det bliver helt vildt sjovt at finde ud af, om det også lykkes for os i udlandet”, siger Margit Skovbjerg.

Via imidt har hun fået kendskab til muligheden for at hyre en akademiker i en periode, som skal hjælpe med satsningen i Spanien.

”De hjælper mig meget og sørger for løbende at holde mig opdateret. Det er virkelig godt, for jeg har ikke tid til selv at følge med og ville gå glip af mange udviklingsmuligheder, hvis jeg selv skulle finde ud af det”, påpeger Margit Skovbjerg.

Hun er så begejstret for imidt, at hun varmt anbefaler andre iværksættere at benytte sig af de mange tilbud om medfinansiering for at fremme væksten i midtjyske virksomheder.

”imidt har enorm viden, som ingen andre har, fra utallige start-up virksomheder, og det er dumt ikke at trække på den. Jeg anbefaler altid andre start-ups at kontakte imidt. Min erfaring er, at iværksættere ikke ved alting selv”, fremhæver Margit Skovbjerg.

Hun kontakter løbende en fast kontaktperson hos imidt i Holstebro, som kender hende og hendes virksomheder.

”Han har et enormt netværk af kompetente mennesker, så når jeg er i tvivl, ringer jeg til ham. Så finder han hurtigt nogen, der kan hjælpe mig med hvad som helst. De overordnede strategiske beslutninger diskuterer jeg altid med ham”, siger Margit Skovbjerg.

Selv for en ombejlet iværksætter, der bliver kontaktet af investoren Keystones og har haft hele seks interesserede investorer på hånden til appen FARMlog Svin, er imidt en yderst værdifuld sparringspartner.