Polsk salgsafdeling og webshop realiseret på rekordtid

Med en knivskarp tidsplan er det lykkedes Gøma at etablere en salgsafdeling i Polen og åbne en spritny webshop på kun seks måneder.

UDFORDRINGEN

Det er en udfordring at finde tid til at føre en ambitiøs strategiplan ud i livet midt i hverdagens travlhed. Også hos Gøma i Viborg, der forhandler landbrugsmaskiner til landmænd og maskinstationer.

”De strategiske og langsigtede opgaver kan let smuldre for os i hverdagen, hvor vi har masser af andet at bruge tiden på”, siger medejer Søren Jensen.

Ledelsen har derfor valgt at gøre noget ekstraordinært for at sikre sig tid og fokus til at nå de strategiske mål om bl.a. at åbne en salgsafdeling i Polen og oprette en webshop med reservedele.

FORLØBET

Gennem imidt har Gøma fået bevilliget 300 timers konsulenthjælp, og det har gjort en stor forskel.

”Konsulenten har lagt en skarp tidsplan og holdt os op på vores deadlines, så det strategiske arbejde ikke skrider for os”, fortæller Søren Jensen.

Desuden har konsulenten indsamlet webshop-erfaringer fra andre virksomheder, så Gøma har været velforberedt i samarbejdet med sin egen web-leverandør.

”Med konsulentens hjælp har vi holdt et højt tempo, været fokuserede og arbejdet meget struktureret med vores mål”, siger Søren Jensen.

IMIDT-EFFEKTEN

Efter kun et halvt år er en salgsafdeling nu indviet i Polen, og kunderne kan købe reservedele på Gømas webshop.

”Vi er ikke helt i mål endnu med strategien, men vi er nået langt. Og helt sikkert længere, end hvis vi ikke havde haft konsulenten til at holde os til ilden”, siger Søren Jensen.

Han tilføjer, at samarbejdet med konsulenten desuden har sat positive aftryk i Gømas måde at arbejde på. Virksomheden er blevet mere strømlinet. Det har indtil videre resulteret i to ekstra arbejdspladser i produktionen i Viborg.

Om virksomheden

Navn: Gøma

Antal ansatte:
50 – heraf 35 i Viborg og 15 i Sverige.

Branche:
Handel

Kommune:
Viborg

Hjemmeside:
www.goma.dk

Casen kort

Udfordring: Virksomheden har vedtaget en ambitiøs strategiplan, men frygter at hverdagens travlhed vil spænde ben for realiseringen.

Løsning:
En konsulent hjælper virksomheden med at strukturere det strategiske arbejde, så målene bliver nået på kort tid.

imidt-effekt:
Efter kun et halvt år er en salgsafdeling i Polen og en webshop realiseret. Og der er ansat to ekstra medarbejdere i Viborg.