Amerikanske ordrer i hus hos HB Products

Med en banebrydende ny type gas-sensor er HB Products i Hasselager first mover på det globale marked inden for køleindustri. Ordrer for næsten en halv million kroner i USA er allerede i hus.

UDFORDRINGEN

Administrerende og teknisk direktør Michael Elstrøm har fået en idé til en ny type kølemiddel-gassensor, der kan blive et guldæg for HB Products. Sensoren er både mere præcis og energibesparende end de sensorer, køleindustrien typisk bruger i ammoniak-baserede anlæg. Og som HB Products har produceret og solgt i mange år.

Men produktudvikling, test og dokumentation er en langsommelig proces. Derfor forventede Michael Elstrøm ikke at stå med et færdigt produkt før om fem-seks år. Tidligst.

”Så fik vi besøg af en konsulent fra imidt, der spurgte, om vi havde nogle spændende projekter, imidt kunne hjælpe med. Og så gik det ellers hurtigt”, fortæller Michael Elstrøm.

FORLØBET

Konsulenten hjalp HB Products med at søge penge til produktudvikling og sparring hos Teknologisk Institut.

”Med pengene fra imidt kunne vi slå en genvej på ca. fire års udviklingsarbejde, fordi vi fik mulighed for at købe os til professionelle test af sensoren i Teknologisk Instituts kølelaboratorium”, fortæller Michael Elstrøm.

Han oplevede samarbejdet med Teknologisk Institut som meget positivt. Især fordi HB Products kom til at arbejde sammen med en ung, dygtig ingeniør, der netop havde skrevet speciale om sensorer.

IMIDT-EFFEKTEN

I dag er den nye kølemiddel-gassensor på markedet. Den er monteret i fire store køleanlæg i Australien, og fra USA har HB Products allerede modtaget ordrer på næsten en halv million kroner.

Den hurtige udvikling af sensoren er perfekt timet med nye krav til amerikanske køleanlæg, hvor myndighederne ønsker at nedbringe mængden af den giftige ammoniak. Den udfordring løser den lille sensor fra Hasselager.

”Vi er de eneste i verden, der producerer denne type sensor. Så vi er ’first movers’ - og faktisk helt berømte i USA inden for vores branche”, siger Michael Elstrøm, der er fuld af optimisme for fremtiden.

Om virksomheden

Navn: HB Products

Antal ansatte: 17

Kommune: Aarhus

Hjemmeside:
www.hbproducts.dk

Casen kort

Udfordring: Udvikling af ny type sensor til køleanlæg, der er mere præcis og energieffektiv, og som kan nedbringe mængden af ammoniak som kølemiddel.

Forløb: Med tilskud fra imidt har HB Products købt sig til sparring og test hos Teknologisk Institut.

imidt-effekt: Hurtig proces og test af nyt produkt med perfekt timing i forhold til nye sikkerhedskrav på det amerikanske marked.