Husflid-virksomhed vokser til eksport-business

Hornvarefabrikken har skabt arbejdspladser, øget omsætning og eksport på få år. Uden at gå på kompromis med det stolte håndværk.

UDFORDRINGEN

Sarah Bruun Buch og Peder Frølund Buch købte Hornvarefabrikken i 2008, fordi de faldt for de smukke, håndlavede skeer, hårspænder og smykker i horn. Og for fabrikkens 75 år lange historie og traditioner.

Men de selvsamme traditioner viste sig at være en udfordring, som spændte ben for udvikling og vækst.

Dækningsbidraget pr. vare stod langt fra mål med arbejdsindsatsen, og ægteparret kunne dårligt leve af virksomheden. Noget måtte ske.

FORLØBET

Via imidt fik Hornvarefabrikken kontakt til en konsulent, som skridt for skridt gennemgik mulige forbedringer. Produktionsmetoder, priser, emballage, koncept, kundebetjening og meget mere blev endevendt. Også strategi og fremtidsmål.

”Konsulenten både hjalp og provokerede os bevidst, og det var meget virkningsfuldt. For vi blev tvunget til at sætte ord på, hvad vi vil med Hornvarefabrikken, og hvad vi vil være kendt for,” fortæller Peder Frølund Buch.

Gennem en længere proces blev ægteparret enige om, at styrken ved Hornvarefabrikken netop er historien og kvaliteten i det danske håndværk. Det er derfor kernen nu i en fremadrettet strategi, der allerede har bragt den lille virksomhed langt ud på verdensmarkederne.

”Det har været en lang proces, hvor konsulenten har været meget tålmodig med os. For det tog tid at erkende, at hvis vi ønsker volumen og vækst i vores produktion, kan vi ikke klare alle opgaver selv. Derfor har vi nu etableret et værksted i Vietnam, der supplerer vores danske produktion,” siger Peder Frølund Buch.

IMIDT-EFFEKTEN

Det har vist sig at være en rigtig beslutning. Hornvarefabrikken har tre-doblet sin omsætning og øget sin indtjening. Samtidig er der kommet gang i eksporten til Japan, USA og hele Europa, og prestigekunder som Georg Jensen lægger ordrer. Medarbejderstaben er desuden vokset fra tre til syv i Bøvlingbjerg.

”Og vi er ikke gået på kompromis med kvaliteten. Det er stadig de danske håndværkertraditioner, vi arbejder efter. Både i værkstedet i Hanoi og i Danmark,” siger Peder Frølund Buch og konkluderer:

”Vi er gået fra at være en hygge-husflid-virksomhed til at være god business.”.

Om virksomheden

Virksomhed: Hornvarefabrikken Aps

Branche:
Industri & produktion

Antal ansatte:
7

Kommune:
Lemvig

Hjemmeside:
www.hornvarefabrikken.dk

Casen kort

Udfordring: For lille indtægt trods stor arbejdsindsats i traditionsbunden virksomhed

Løsning:
Større volumen via etablering af værksted i Vietnam uden at gå på kompromis med håndværk og kvalitet. Dertil en skærpet profil og eksportstrategi.

imidt-effekt:
Tredoblet omsætning med større indtjening, eksport til hele verden og fire nye arbejdspladser i Bøvlingbjerg.