Fra ingen til 75 ønske-kunder hos HOUE

Med hjælp fra imidt er HOUE braget igennem på det tyske marked, hvor de danske møbler bliver solgt i eksklusive butikker.

UDFORDRINGEN

Efter flere forgæves forsøg på at få afsat HOUEs havemøbler udenfor Danmarks grænser, henvendte direktør Lars Houe sig til Eksportrådet. Lettere frustreret. Herfra blev han henvist til imidt, og nu er han ikke frustreret længere. Tværtimod.

”Jeg har forsøgt flere tyske agenter uden held, og det generede mig at have 80 mio. tyskere syd for grænsen, som jeg ikke kunne få afsat mine møbler i dansk design og høj kvalitet til”, siger direktør Lars Houe.

Han startede HOUE i 2007, og på en møbelmesse mødte han en konsulent, som han kender fra sin tid som direktør i Frandsen Lighting.

”Han har den ekspertise, jeg havde brug for. Efter et møde med en skarp vækstkonsulent hos imidt fik jeg bevilget et forløb med ham som ekstern rådgiver, og han har løst opgaven helt fantastisk”, siger Lars Houe.

FORLØBET

Den eksterne rådgiver har stor indsigt i det tyske marked og har hjulpet med en strategi for, hvilke butikker Houe helst skulle ind i. Plus udarbejdet en liste over ønskekunder i Midt- og Sydtyskland.

”Rådgiveren har formået at få sine kontakter til at komme til messer for at se vores produkter, ligesom han har deltaget på kundemøder som min wingman. Det har været en suveræn hjælp, som har givet resultat meget hurtigt”, siger Lars Houe.

Efter den første messe landede HOUE 10 af de 15 kunder på listen. Og på baggrund af en markedsanalyse er også prisliste, betalingsbetingelser og virksomhedens kommunikation til det tyske marked ændret.

IMIDT-EFFEKTEN

Efter to år har HOUE 75 kunder i Midt- og Sydtyskland. Og som en fjer i hatten også kunder i Holland, Belgien, Schweiz og Østrig.

”På trods af medfinansieringen fra imidt har vi selv brugt rigtig mange penge og meget tid, men det har været indsatsen værd. Nu har vi et unikt setup, som er skræddersyet til det tyske marked, og vi lander nye kunder på de messer, vi deltager i”, siger Lars Houe.

Tidligere solgte HOUE 90 procent på hjemmemarkedet. I dag eksporterer virksomheden langt over halvdelen af møblerne. Fortrinsvis til Tyskland, der har overhalet Danmark som det største marked. 

Om virksomheden

Navn: Houe

Antal ansatte: 10

Branche: Design og salg af møbler

Kommune: Skanderborg

Hjemmeside: 
www.houe.com

Casen kort

Udfordring: Ønske om international vækst - især på det tyske marked.

Løsning: Medfinansiering til forløb med ekstern rådgiver, der har hjulpet med at lande tyske ønskekunder.

imidt-effekt: Fra nul til 75 kunder i Tyskland og i tilgift også salg i Schweiz, Østrig, Holland og Belgien.