INET-DESIGN er klar til inter-nationalt gennembrud

Med en klar strategi og en trimmet salgsorganisation har INET-DESIGN taget sine første skridt som eksportvirksomhed. Nu håber it-virksomheden på at brage igennem til millioner af brugere med et nyt spil.

UDFORDRINGEN

It-virksomheden INET-DESIGN fra Aarhus har udviklet et billetterings-system til et dansk busselskab. Systemet er så godt, at virksomheden vil sælge det i udlandet sammen med andre af sine it-produkter og kreative ydelser. 

Samtidig har INET-DESIGN ambitioner om at udvikle et spil med internationalt potentiale. 

”Vi synes, at tiden er moden for INET-DESIGN, men vi må erkende, at vi er novicer i eksport. Så for at undgå dumme fejl, har vi valgt at søge hjælp hos imidt”, siger medejer Christian Skov. 

FORLØBET

Kontakten til imidt har givet dobbeltbonus, for INET-DESIGN har fået medfinansiering til hele to forløb. 

Først har en dansk konsulent med speciale i internationalt salg styret virksomheden gennem en kortlægning af bl.a. styrker og svagheder, målgrupper og produktportefølje. 

”Konsulenten har styrket vores fundament som eksportvirksomhed og hjulpet med at definere et klart produkt, som vi kan gå ud på markedet med”, forklarer Christian Skov. 

Dernæst har en bosnisk specialist i udvikling og markedsføring af spil rådgivet den århusianske virksomhed om det lukrative spilmarked. Bl.a. ved at vise, hvad der virker og ikke virker for konkurrenterne. 

 ”Det har været en fantastisk proces. Konsulenten har klædt os godt på til at springe ud i eventyret”, siger Christian Skov. 

IMIDT-EFFEKTEN

INET-DESIGN har nu en toptrimmet salgsorganisation, som allerede har fået hul igennem til kunder i Rusland og Bosnien og også snart i Spanien. 

Desuden har virksomheden udviklet et spil, som er klar til at blive præsenteret for investorer og markedsført globalt.    

”Vi har satset hårdt og lagt mange timer i spiludviklingen. Og nu står vi med et unikt spil, der med den rette markedsføring kan nå ud til millioner af brugere verden over”, siger Christian Skov.

Om virksomheden

Navn: INET-DESIGN

Antal ansatte: 10 i Aarhus og 16 i Bosnien

Branche: IT og spiludvikling

Kommune: Aarhus

Hjemmeside:
www.inetdesign.dk

Casen kort

Udfordring: INET-DESIGN vil gerne ud på eksportmarkedet med sine it-løsninger, men er usikker på hvordan.

Løsning: Konsulenter hjælper med at trimme en international salgsafdeling og klæder INET-DESIGN på til at udvikle spil med internationalt potentiale.

imidt-effekt: De første internationale kunder er i hus, og et unikt spil er klar til at blive præsenteret for investorer.