Neoline skaber dansk produktion

Neoline har skabt en sællert inden for LED-belysning, som sender den unge virksomheds omsætning i vejret. Nu udvider virksomheder med flere dansk producerede produkter.

UDFORDRINGEN
Da iværksætter Peder Givskov Pedersen fra Holstebro fik ideen til at producere danske LED-rør, var den største udfordring at få likviditet til produktudviklingen.

Han ledte derfor efter en tilskudsordning til iværksættere, som kunne passe til ham og hans virksomhed Neoline. Hos imidt.dk fandt han den perfekte løsning.

FORLØBET

”Med investeringen fra imidt blev min likviditet fordoblet, og det gav mig råd til  at hyre konsulenter, der er mestre i power supply. Sammen med dem har jeg udviklet mit produkt”, fortæller Peder Givskov Pedersen.

Konsulentfirmaet og Peder Givskov Pedersen mødtes flere gange i en udviklingsperiode, der strakte sig over et år. Undervejs justerede iværksætteren og konsulenterne flere gange den oprindelige idé, og i dag står Peder Givskov Pedersen med et LED-rør, der differentierer sig væsentligt fra konkurrenternes både i energieffektivitet og levetid.

”Resultatet blev faktisk endnu bedre end min oprindelige idé”, siger Peder Givskov Pedersen.

IMIDT-EFFEKTEN

LED-rørene er nu sat i produktion i Danmark, for Peder Givskov Pedersen vil hellere tjene lidt mindre pr. enhed for til gengæld at levere kvalitet i topklasse. Og skabe danske arbejdspladser.

”Vi køber os til produktionskapacitet på en fabrik i Horsens, men på sigt er det planen at starte vores egen produktion i Holstebro”, siger han.

Det kan snart ske, for salget går forrygende. Store virksomheder som Arla og Grundfos er allerede kunder hos Neoline, der fordobler sin omsætning hvert år.

”Det er ren solstrålehistorie. Alene sidste år producerede vi 50.000 enheder, og vi eksporterer til Tyskland, Sverige og Spanien. Vi har også lige fået forespørgsler fra Dubai”, fortæller Peder Givskov Pedersen.

Det giver blod på tanden, og Neoline har allerede fulgt succesen op med en ny sællert i form af intelligente LED-armaturer med indbyggede lys- og bevægelsessensorer, der kan reducere energiforbruget med op til 90 procent.

Om virksomheden

Navn: Neoline

Antal ansatte: 5 + 2 freelancere

Kommune: Holstebro

Hjemmeside:
www.neoline.dk

Casen kort

Udfordring: At skaffe den nødvendige kapital til produktudvikling af iværksætteridé.

Løsning: Medfinansiering fra imidt til at hyre dygtige konsulenter.

imidt-effekt: Et konkurrencedygtigt produkt, der sælger godt både i Danmark og udlandet. Og som bliver produceret i Danmark.