OnAds stiler nu efter uden-landske ønskekunder

En dygtig konsulent har vendt op og ned på OnAds’ idé om, hvordan en eksportstrategi skal se ud. Nu er 40 konkrete ønskekunder i udlandet udpeget, og eksporteventyret er allerede i gang.

UDFORDRINGEN

OnAds i Silkeborg har succes med at udvikle og sælge web-bannere i Danmark, og nu vil virksomheden afprøve, om konceptet også kan bære i udlandet.

”Vi har altid haft fokus på udvikling og vil gerne udfordre os selv”, siger medejer og direktør Klaus Mogensen.

Derfor frister det store, tyske marked, og OnAds har kontaktet imidt for at få hjælp til at lægge en eksportstrategi.

FORLØBET

”Gennem imidt fik vi mulighed for at hyre en konsulent, og han lagde hurtigt vores Tysklands-idé ned”, fortæller Klaus Mogensen.

I stedet for at fokusere på et bestemt land, har konsulenten rådet OnAds til at fokusere på ønskede kundetyper – uanset nationalitet.  

”Det var en helt anden tilgang til opgaven, end vi selv havde tænkt. Og helt sikkert en bedre. For nu ved vi præcis, hvem vi går efter”, siger Klaus Mogensen.

På baggrund af sine danske kundesegmenter har OnAds udvalgt 40 mulige udenlandske kunder som målgruppe.

”Vi har fået hjælp til at dele strategien op i bidder og sætte dem i den rigtige rækkefølge. Det er overskueligt for os, og målene er realistiske”, siger en tilfreds Klaus Mogensen.

IMIDT-EFFEKTEN

Den første udenlandske kunde er landet. En dansk kunde har sideløbende med strategiarbejdet anbefalet OnAds til sine udenlandske kollegaafdelinger i Norge, Tyskland, England, Sverige og Frankrig.

”Timingen er et rent drømmescenarie, for nu har vi udenlandske referencer, som vi kan bruge i vores eksportstrategi”, siger Klaus Mogensen.

Samtidig har konsulenten hjulpet med at geare organisationen, så den er eksportmoden. Og den første af tre nye medarbejdere er netop ansat.

”Vi er SÅ klar. Vi forventer, at 10-15 procent af vores omsætning i 2015 vil stamme fra eksport”, siger Klaus Mogensen.

Om virksomheden

Navn: OnAds
Antal ansatte: 9 (snart 11)
Branche: IT og kommunikation
Kommune: Silkeborg
www.onads.dk

Case kort

Udfordring: At lægge en eksportstrategi for et koncept, som allerede har succes på det danske marked.
Løsning: Bevilling til eksportkyndig konsulent, som anbefaler at gå efter ønskekunder snarere end ønskemarkeder. Desuden bliver organisationen gearet til at håndtere udenlandsk ryk-ind.
imidt-effekt: Klar strategi og en eksportmoden organisation, der allerede har fået sine første udenlandske opgaver. Plus op til tre nyansættelser i 2015.