Messe styrker Perform på det engelske marked

En invitation fra ambassaden i London fik lokket Perform på engelsk messe. Resultatet er overraskende positivt.

UDFORDRINGEN

Performs eksportchef Jesper Quist vil gerne sende flere af virksomhedens fleksible og blyfrie inddækningsmaterialer til England, som kan blive et stort marked for virksomheden i Daugård. 

Sammen med ca. 30 andre danske virksomheder har Perform derfor deltaget med en fælles stand på den engelske messe for byggeindustrien, Ecobuild.  

”For nogle år siden deltog vi på messen, men dengang var der ikke mange af den type kunder, som vi er interesseret i. Derfor havde vi egentlig afskrevet Ecobuild”, forklarer Jesper Quist. 

Et tilbud om deltagelse i messen til lav pris fra ambassaden i London fik dog Perform til at give messen en chance til. Tilbuddet var finansieret af midler fra EU via imidt. 

”Det var et tilbud, som vi kun kunne vinde på”, siger Jesper Quist. 

FORLØBET

Han mødte op på standen med roll-ups, vareprøver og en computer. Og blev positivt overrasket. 

”Det viste sig, at EcoBuild har udviklet sig i en positiv retning, siden vi sidst deltog. Der var masser af håndværkere og især arkitekter, som er stærke beslutningstagere i engelsk byggeri”, siger han. 

Stemningen på den danske stand var i top, og om aftenen inviterede ambassadøren de danske virksomheder til et foredrag om udviklingen i den engelske byggeindustri. Bagefter var der networking med engelske repræsentanter fra branchen. 

”Det var i det hele taget et rigtig fint og spændende arrangement”, siger Jesper Quist. 

IMIDT-EFFEKTEN

I dag arbejder Perform videre med de nye kontakter fra messen. Nogle er henvist til eksisterende forhandlere af Performs produkter i England, og andre kan blive direkte samhandelspartnere. 

”Der er ingen tvivl om, at vores deltagelse i messen kommer til at øge vores omsætning på det engelske marked”, siger eksportchefen, der i forvejen sælger produkter i hele Europa og Australien. 

”Jeg kan kun opfordre andre til at gøre brug af imidts tilbud. Vi er meget tilfredse og vil meget gerne deltage i den type arrangementer igen”, siger han.

Om virksomheden

Navn: Perform

Antal ansatte: 10

Branche: Inddækningsmaterialer

Kommune: Hedensted

Hjemmeside: 
www.perform.dk

Casen kort

Udfordring: Vil gerne øge omsætningen på det engelske marked.

Løsning: Deltagelse i engelsk messe målrettet byggeindustrien til en meget fordelagtig pris.

imidt-effekt: Perform har nu endnu flere kontakter i England og forventer større salg fremover.