Arabisk eventyr for dansk sundheds-personale

POWERCARE, som er Skandinaviens førende vikarbureau indenfor sundhedssektoren, har afdækket nye beskæftigelsesmuligheder for dansk sundhedsfagligt personale i Mellemøsten og indtaget en central del af markedet med rekordfart.

UDFORDRINGEN

Danmarks sundhedssektor har ry for at have dygtige og specialuddannede læger, jordemødre og sygeplejersker. De Forenede Arabiske Emirater har til gengæld en ambition om at løfte deres sundhedssektor til samme niveau som i Vesten. At indfri ambitionen stiller store krav til ikke kun behandlingsmetoder, teknologi og udstyr, men i høj grad også til personalet på landets hospitaler.

Det lyder unægteligt som et potentielt match made in heaven, men hvordan skaber man som dansk virksomhed forbindelsen til det attraktive marked i Emiraterne?

FORLØBET

Nøglen, som skulle hjælpe POWERCARE med at åbne døren til markedet, blev imidt og Udenrigsministeriets eksportforløb, Vitus. For at etablere sig på det noget anderledes marked i Emiraterne havde POWERCARE brug for vejledning og ekspertise inden for kulturforståelse, arbejdsprocesser og procedurer.

”Uden en lokal ekspert havde det været vanskeligere, ja, måske endda helt umuligt, at komme igennem til de rigtige kunder i Dubai. Samarbejdet med imidt og Vitus har givet os en viden og kapacitet, som vi ikke i forvejen havde i virksomheden. Den lokale indgang til markedet og Udenrigsministeriets logo og support, betragter jeg bestemt som en stor del af nøglen til vores hurtige etablering,” fastslår adm. direktør og medejer af POWERCARE Lisbeth Sejer.

IMIDT-EFFEKTEN

Foruden at skabe kontakt til de rigtige kunder har POWERCARE også fået hjælp til at udvikle det nye forretningsområde og etablere sit kontor i Dubai. Netop med eget kontor i frihandelszonen i Dubai har POWERCARE stort potentiale for at opbygge og udvide sit netværk i De Forenede Arabiske Emirater, således at der kan rekrutteres endnu flere danske sundhedsfaglige til ikke kun Emiraterne, men hele den mellemøstlige region.

”Vi har allerede indgået flere rigtig gode aftaler med kunder i Dubai samt mødt stor interesse for at aftage dansk arbejdskraft. Så vores forventninger er meget store – ikke kun til Dubai, men også andre dele af Mellemøsten. Eventyret er kun lige begyndt,” slutter Lisbeth Sejer.

Om virksomheden

Navn: POWERCARE A/S
Antal ansatte: 17 ansatte, samt ca. 2500 vikarer
Kommune: Aarhus
Hjemmeside: www.powercare.dk

Casen kort

Udfordringen: At finde nøglen til, hvordan man som dansk virksomhed etablerer sig på markedet i De Forenede Arabiske Emirater.
Forløbet: Imidt bistod med vejledning og ekspertise indenfor kulturforståelse, arbejdsprocesser og procedurer.
imidt-effekten: Etablering af kontor i Dubai, kontaktskabelse og gode aftaler med kunder fra De Forenede Arabiske Emirater i hus.