Eksportsucces i Kina

Højtalerproducenten Scan-Speak i Videbæk har knækket koden til det Kinesiske marked. Eksporten fra Vestjylland til Kina er eksploderet – der er nemlig prestige i de danske produkter.

UDFORDRINGEN

I Danmark diskuteres der meget om vækst, om outsourcing af arbejdspladser, og om hvordan vi skal kunne konkurrere med den billige arbejdskraft i Kina.

Virksomheden Scan-Speak i Videbæk producerer højttalere til det ypperste markedssegment og har skabt en eksportsucces til Kina. Det endda med et produkt, der fremstilles i Videbæk og oven i købet er markant dyrere end de kinesiske konkurrenters.

Nøglen til Scan-Speaks eksportsucces ligger netop i deres valg om at beholde produktionen i Danmark.

”Da vores konkurrenter rykkede produktionen mod Østen, valgte vi at blive i Danmark, og det har nu vist sig at være det helt rigtige valg. Vi har de rigtige medarbejdere, kan levere en unik kvalitet og har patenter og viden, der gør, at kineserne ikke kan levere det samme niveau,” forklarer direktør og medejer hos Scan-Speak Jan A. Nielsen.

FORLØBET

Scan-Speak har med hjælp fra imidt og Udenrigsministeriets eksportforløb Vitus knækket koden til det kinesiske marked, blandt andet med hjælp fra to eksportrådgivere i Kina. Det har hjulpet Scan-Speak med at sætte et massivt fremstød i gang i Kina, en satsning, der blandt andet tages ud fra en viden om Kina som et af de helt store vækstmarkeder.

”Vi har haft en dansker og en lokal kineser fra Eksportrådets generalkonsulat i Guangzhou til at bane vejen for os, både når det handler om kommunikation, kontakter, kulturbarrierer og de papirmæssige formaliteter,” fortæller Jan A. Nielsen.

IMIDT-EFFEKTEN

Scan-Speak har i september 2011 åbnet verdens første Scan-Speak flagskibs butik i Kina sammen med den kinesiske distributør og foreløbig ansat yderligere fem medarbejdere i Videbæk samt udvidet produktionslokalerne i Videbæk, så de kan levere det stadigt stigende antal kinesiske ordrer.

”Samarbejdet med generalkonsulatet i Guangzhou har klart medvirket til, at vi kan ekspandere i Kina med stor hastighed, ligesom vi også har set en stor markedsføringsmæssig fordel, som vi aktivt har anvendt i forbindelse med kundearrangementer og lignende,” fastslår Jan A. Nielsen.

Om virksomheden

Virksomhed: Scan-Speak A/S
Ansatte: 45 ansatte
Kommune: Ringkøbing-Skjern
Hjemmeside: www.scan-speak.dk

Casen kort

Udfordringen: At eksportere danskproducerede højttalere til Kina i en tid hvor dansk erhvervsliv taler om outsourcing og konkurrencedygtighed.
Løsning: Samarbejde med en dansk og en lokal kinesisk eksportrådgiver har givet Scan-Speak en uvurderlig viden om det kinesiske marked, hvilket har givet dem en stor markedsføringsmæssig fordel.
imidt-effekten: Scan-Speak har udvidet produktionslokalerne og ansat flere medarbejdere samt været i stand til at ekspandere i Kina og åbne en kinesisk flagskibs butik.