Kickstart til ny virksomhed med unik idé

SMS TrailerLock har fået patent på en lås til lastbiltrailere. Direktør Jacob Nielsen sætter stor pris på, at imidt var hurtig til at hjælpe den nystartede virksomhed videre.

UDFORDRINGEN

Hvordan forvandler man en virkelig god forretningsidé til et grydeklart produkt, der kan sikre vognmænd mod tyveri af lastbiltrailere?

Det var udfordringen for brødrene Jacob og Keld Nielsen og deres nystartede virksomhed SMS TrailerLock i Horsens. De vidste fra forsikringsbranchen, at den slags tyverier er et stort problem. Derfor kontaktede de imidt og har fået hjælp til at få deres idé på markedet.

”Det er sjovt, men hårdt og udfordrende at starte virksomhed, og vi er meget glade for den hjælp, vi har fået fra imidt”, siger direktør Jacob Nielsen.

FORLØBET

SMS TrailerLock blev via imidt koblet sammen med to andre virksomheder fra Randers og København. Ved fælles indsats og på hver sit kompetencefelt har de udviklet en trailer-lås med en tilhørende webportal, der kan forhindre flytning og dermed tyveri af sættevognstrailere, der står alene.

Løsningen er en særlig lås, som chaufføren via SMSTrailerLock kan administrere ved at sende en lås-op-kommando på sms. Det tyverisikrer traileren, som ikke kan flyttes, medmindre det er godkendt af vognmanden. Og konceptet kan bruges af både små og store vognmænd.

”For os har det været vigtigt at få finansieret en del af udviklingsarbejdet. Fra de andre virksomheder har vi fået værdifulde bidrag, og deres know-how har været med til at udvikle produktet”, siger Jacob Nielsen.

IMIDT-EFFEKTEN

Samarbejdet i netværket med de to virksomheder har haft afgørende betydning, mener direktøren.

”Vores virksomhed er blevet professionaliseret med hjælp fra imidt, som har meget at tilbyde en nystartet virksomhed som vores. De har bragt os videre, så vi nu står med et stærkt produkt”, siger han.

Låsen fra SMS TrailerLock har allerede vist sin værdi i den virkelige verden, og iværksættervirksomheden har fået patent på opfindelsen. Den er nu sikret mod tyveri ligesom trailerne.

Om virksomheden

Navn: SMS TrailerLock

Antal ansatte: 2

Branche: IT og sikkerhed

Kommune: Horsens

Hjemmeside: 
www.smstrailerlock.com

Casen kort

Udfordring: Ønske om at udvikle produkt, der sikrer lastbiltrailere mod tyveri.

Løsning: 
Medfinansiering til forløb med to andre virksomheder, som har bidraget til udvikling af den tyveri-sikrede løsning.

imidt-effekt: Virksomheden er blevet mere professionel og har nu et unikt produkt med patent.