Sikker vækst-styring med 2020-plan hos Staermose Industry

Hos Staermose Industry A/S i Odder har en 2020-plan, som imidt har medfinansieret, gjort en stor forskel. Omsætningen stiger støt.

UDFORDRINGEN

Der er meget stor vækst hos Staermose Industry A/S i Odder. De 40 ansatte har travlt med løsninger i jern og metal, som virksomheden sælger til kunder som f.eks. Alfa Laval og Vola.

”Vi er inde i en meget positiv udvikling. Den vil vi gerne fastholde men også styre, og vi stødte ind i strategiske overvejelser”, siger medejer og salgschef John Stærmose. Han er 2. generation i virksomheden, som er grundlagt af hans far.

For at få kvalificeret rådgivning henvendte han sig til imidt, som har bevilget medfinansiering af en ekstern konsulent til et forløb med fokus på strategisk vækst.

FORLØBET

”Konsulenten forsynede vi med en masse data, og han satte sig grundigt ind i, hvad vi er for en virksomhed”, siger John Stærmose.

Med bistand fra konsulenten er en 2020-plan med virksomhedens pejlemærker fem år frem fastlagt. Og Staermose Industry måler nu systematisk bl.a. effektivitet, produktivitet, omsætning, leveringssikkerhed og afvigelser. 

”2020-planen har allerede, før forløbet var slut, i den grad vist sit værd. Og endnu mere her et halvt år efter forløbet. Det er et sindssygt godt værktøj at styre efter”, påpeger John Stærmose.

IMIDT-EFFEKTEN

Staermose Industry er blevet skarp på virksomhedens værdier og pejlemærker, og på hvad pengene bruges til. Investeringerne er mere målrettede.

I salgschefens sind er der ingen tvivl om, at det har haft en økonomisk effekt allerede. Men det er svært at sætte tal på endnu.

”Vi fastholder de fine vækstkurver, og det vil have en gunstig effekt på længere sigt. Men lige så vigtigt er der nu fælles fodslag. Vi ved hvilket mål, vi styrer efter, og dermed giver mange beslutninger sig selv”, siger John Stærmose.

Beslutningsprocessen er dermed mere smidig og ikke koncentreret hos en enkelt person. Medarbejderne tager selv de rigtige beslutninger, og det er en stor fordel i en travl hverdag.Udfordring: Behov for at fastholde og styre meget stor vækst.

Om virksomheden

Navn: Staermose Industry A/S

Antal ansatte: 40

Branche: Produktion og Industri

Kommune: Odder

Hjemmeside: 
www.staermoseindustry.dk

Casen kort

Udfordring: Behov for at fastholde og styre meget stor vækst.

Løsning: Medfinansiering til ekstern rådgiver, der har bistået med at lægge brikkerne til en 2020-plan.

imidt-effekt: Mere målrettede investeringer og stigende omsætning.