Eksportstrategi baner vej til Sydtyskland

User IT vil med hjælp fra imidt og Udenrigsministeriet sælge it-systemer til sydtyske privathospitaler. Næste skridt i strategien er Østrig og Schweiz.

UDFORDRINGEN

Otte danske privathospitaler har deres IT outsourcet hos User IT, og virksomheden ser store muligheder syd for grænsen.

”I Tyskland har de stor vækst i det private sundhedsmarked, og det har vi erfaring med fra danske privathospitaler. Hvis vi skal gå internationalt, er det oplagt at starte der. Men hvordan kommer vi som lille virksomhed bedst ind på så stort et marked?”, siger salgsdirektør Jacob Just.

Han har derfor kontaktet imidt og fået bevilget medfinansiering til en ekstern rådgiver med kendskab til og kontakter i Tyskland.

FORLØBET

Med rådgiverens hjælp har User IT udarbejdet en eksportstrategi. I første omgang er fokus rettet mod München-området.

User IT har også deltaget i et eksportfremstød i Sydtyskland sammen med andre virksomheder. Besøget var arrangeret af imidt og Udenrigsministeriets lokale repræsentanter.

”Det var spændende og udbytterigt at deltage i sådan en tur. Vi besøgte udvalgte virksomheder, og der var sat møder med interessante kontakter op. Oveni fik vi vigtig viden fra Udenrigsministeriets repræsentanter, for markedet er noget anderledes end det danske”, siger Jacob Just.

IMIDT-EFFEKTEN

Ud over en klar strategi for, hvordan User IT griber det sydtyske marked an, har det fælles fremstød speedet vejen mod nye kunder op.

”Det har været en stor hjælp. Vi kunne nok selv have arrangeret nogle møder, men vi har hurtigere fået adgang til gode kontakter, end hvis vi havde henvendt os som lille virksomhed”, siger Jacob Just.

Virksomheden har nu lovende, tyske kontakter, og Jacob Just forventer konkrete ordrer inden for et års tid.

”Vi har fået forespørgsler, og det er første skridt”, siger han.

Oveni har User IT også fået kompetencer, som de kan bruge, når de beslutter sig for at satse på nye lande og markeder.

”Vi har lært, hvordan vi screener et marked, og det vil være et stort plus for os fremover, når vi vil leve vores vækstambitioner ud”, siger Jacob Just.

Om virksomheden

Navn: User IT

Antal ansatte: 9

Branche: IT til sundhedsmarkedet

Kommune: Aarhus

Hjemmeside: 
www.userit.dk

Casen kort

Udfordring: Ønske om vækst i Sydtyskland.

Løsning: Medfinansiering til forløb med ekstern rådgiver, der har hjulpet med at undersøge markedet og deltagelse i fælles eksportfremstød via Udenrigsministeriet.

imidt-effekt: En klar eksportstrategi og lovende kontakter i Sydtyskland.