Kapital sender Yaneeda.com i luften

For at komme ud over rampen som nyt og anderledes rejsebureau har Yaneeda.com haft brug for kapital til markedsføring. Med hjælp fra en kapitalcoach vokser virksomheden nu kraftigt og sender mange danskere på eventyr årligt.

UDFORDRINGEN

Globetrotter Hasse Hunskjær brænder for at sende andre ud i verden og blive rige på oplevelser til billige priser. Derfor har han startet virksomheden Yaneeda.com, der samarbejder med lokale rejsearrangører på destinationer verden over.

Lige siden virksomhedens start har Yaneeda.com haft god gavn af imidt. Både gennem sparring og medfinansiering til udvikling af bl.a. den tekniske platform på nettet, som gør det muligt at sende kunder på alt fra bjergbestigning i Nepal til roadtrip i USA.

”Da vi havde lanceret vores første version af rejseplatformen, var det tid til at begynde at markedsføre virksomheden. På det tidspunkt havde jeg personligt et stort økonomisk engagement i virksomheden og havde brug for kapital udefra”, fortæller Hasse Hunskjær. 

FORLØBET

Fra imidts database fik Hasse Hunskjær mulighed for at vælge en kapitalcoach. Inden det endelige valg mødtes han med forskellige coaches for at afstemme forventninger og afprøve kemien. 

”Selve coachingforløbet havde som mål at klæde mig og min partner på til at indhente kapital selv. Vi gennemgik virksomhedens styrker og svagheder, forberedte os til at kunne indgå i dialog med investorer og var omkring alt, der ikke direkte var advokatrådgivning”, siger Hasse Hunskjær. 

IMIDT-EFFEKTEN

Efter kapitalcoach-forløbet har Yaneeda.com fået en stor investering fra kapitalfonden Accelerace, og stifter og tidligere direktør for Wupti.com, Claus Kristensen er tilknyttet Yaneeda.com som sparringspartner. 

Også Vækstfonden har været en vigtig hjælp for Yaneeda.com, som nu er en virksomhed i kraftig vækst. I 2014 sendte Yaneeda.com 2.600 kunder på eventyr og ca. dobbelt så mange i 2015. 

”Desuden sætter vi nye standarder i rejsebranchen og blev nomineret som EY - Entrepreneur of the Year 2015,” siger Hasse Hunskjær.

Om virksomheden

Navn: Yaneeda.com
Antal ansatte:6
Branche: Rejsebranchen
Kommune: Aarhus

Casen kort

Udfordring: Efter opstart og udvikling af salgsplatform på nettet havde Yaneeda.com brug for et kapital til markedsføring.

Løsning: Gennem imidt fandt Yaneeda.com en kapitalcoach, der klædte virksomheden på til at gå på jagt efter investorer.

imidt-effekt: Yaneeda.com har fået tilført kapital fra investorer og desuden fundet en erfaren virksomhedsejer som sparringspartner. I 2015 var Yaneeda.com nomineret til EY Entrepreneur of the Year.