ZZzero vil stoppe standby frås i hele verden

Prisvinder er klar til at erobre verden med sin innovative strømforsyning, der stort set fjerner standby-strøm og sparer milliarder af kroner og CO2-udslip.

UDFORDRINGEN

Selvom ZZzero i Aarhus kun er to år gammel og har tre ansatte, venter en omsætning på rigtig mange millioner sandsynligvis lige om hjørnet.

Virksomheden har opfundet en strømforsyning, som er så effektiv til at spare strøm, at der ikke kun er interesse for den i Danmark, men også i Silicon Valley.

ZZzero har allerede høstet en pris som en af fire danske virksomheder i innovationskonkurrencen InnovationsSTORM 2013. Og de drømmer stort i virksomheden. Ambitionen er, at deres ultra-effektive strømforsyning bliver ny standard på verdensplan. ”En ZZzero-standard,” siger adm. direktør Lars Malling.

imidt har hjulpet med at give drømmen vinger. Blandt andet ved at skabe kontakt mellem ZZzero og Aarhus Universitetshospital, som har sagt ja til at deltage i et demoprojekt. Dermed har virksomheden fået chancen for at teste deres produkt i virkelighedens verden på et strømslugende hospital.

FORLØBET

”Dialogen med en mulig kunde har været meget inspirerende for os. Hospitalet har været en god sparringspartner og har hjulpet os videre. Det har fremmet det nye produkts vej mod markedet, at vi ikke har udviklet i blinde,” forklarer Lars Malling.

Hospitalets input er brugt som afsæt til at udvikle den standardløsning, som nu er klar til at erobre verden. Produktet er ca. halvt så stort som en tændstikæske og kan erstatte eksisterende strømforsyning. Opfindelsen sætter elektriske apparater på vågeblus og sparer dermed tusindvis af kroner.

IMIDT-EFFEKTEN

ZZzero har landet sin første betydelige ordre, for Aarhus Universitetshospital har valgt at købe et specialdesign af den strømbesparende løsning.
Det er en kunde, ZZzero er meget glade for at have som reference. Direktøren forventer, at ordren bliver en døråbner til andre kunder, og er glad for, at imidt knyttede kontakten.

”I ZZeros første to år har vi haft stort udbytte af vores kontakt til imidt. Det har medvirket til fremdrift i vores forretning og hjulpet os ud over stepperne. Det har kort sagt betydet, at vi er kommet hurtigere i mål,” siger Lars Malling.

Om virksomheden

Navn: ZZzero aps

Branche:
Industri og produktion

Antal ansatte:
3

Kommune:
Aarhus

Hjemmeside:
www.zzzero.eu

Casen kort

Udfordring: En ny opfindelse, som skal testes i den virkelige verden, før den sendes på markedet.

Løsning:
Via imidt kontakt til Aarhus Universitetshospital, som har deltaget i demoprojekt og kommet med input, som har hjulpet virksomheden videre.

imidt-effekt:
Første kunde er landet og en standardløsning klar til verdensmarkedet.